Svendborg er Danmarks flotteste handelsby 2022

Nu sættes Svendborg endnu engang positivt på Danmarkskortet. For byen er netop blevet kåret som Danmarks flotteste handelsby.

Det er Detailforum og rådgivningsvirksomheden Cowi, der står bag om konkurrencen, hvor hele 20 byer torsdag dystede om en række titler, bl.a. om at blive ”Danmarks bedste handelsby.” Her løb Svendborg altså med sejren som ”den flotteste handelsby.”

Det var borgmester Bo Hansen og formanden for Shopping Svendborg, Martin Larsen, som modtog prisen i Messe C, Fredericia. Selvom Svendborg ikke vandt titlen som Danmarks bedste handelsby ved prisuddelingen, var det en stor sejr at blive udnævnt som den flotteste by her i landet.

– Det er altid dejligt at vinde, siger borgmester Bo Hansen.

Kåringen af Danmarks Bedste Handelsbyer er netop sket på baggrund af kundeinterviewundersøgelser samt en jurys bedømmelser, og anerkendelsen viser, at der over de senere år er blevet skabt en rigtig god atmosfære, påpeger borgmesteren.

– Svendborg har fortjent prisen, fordi vi passer på vores by. Vi vil gerne udvikle vores by med omtanke. Vi vil følge med tiden, men også passe på byen, der har mange kvaliteter som en gammel middelalderby.  Vi har formået at binde byen og havnen sammen et enestående miljø, hvor kunst, kultur og natur går op i en højere enhed. Det er vi stolte af, lyder det fra Bo Hansen.

At Svendborg kan kalde sig Danmarks flotteste by også en besked, der både gør Martin Larsen, formand for Shopping Svendborg, stolt og glad.

– Prisen for Danmarks flotteste by bekræfter og bestyrker os i, at det byrum, der over en årrække er skabt, er med til at gøre Svendborg til den attraktive handelsby, som den er. Det er en vigtig anerkendelse, der forplanter sig i butikkerne og ud til kunderne, siger han.

Vejle vandt tilbage i 2020 for ”Danmarks flotteste handelsby”, og man vinder prisen for to år ad gangen. På den måde kan svendborgenserne samt byens butikker og restauranter glæde sig over at kunne beholde titlen frem til 2024.

Fakta: Danmarks bedste handelsby

Kåringen af Danmarks bedste handelsby gennemføres for niende gang. Det sker i et samarbejde mellem Detailforum og COWI, som ICP blev en del af i februar 2022. Der uddeles priser for:

  • Danmarks bedste handelsby under 20.000 indbyggere
  • Danmarks bedste handelsby over 20.000 indbyggere
  • Danmarks hyggeligste handelsby
  • Danmarks flotteste handelsby
  • Danmarks bedst markedsførte handelsby
  • Danmarks mest servicemindede handelsby
  • Danmarks mest bæredygtige handelsby