SEAF-donation sikrer opvarmning af Rundbuehallen

SvendborgEvent har modtaget en betydelig donation fra SEAF-fonden på 100.000 kr. til opsætning af varmepumper i Rundbuehallen.

Varmepumper udvider sæsonen

Med opsætningen af luft-til-luft-varmepumper i Rundbuehallen vil grundtemperaturen i den store, rå hal kunne hæves, hvilket hjælper til at udvide sæsonen for afholdelse af arrangementer i den gamle værftshal på Frederiksø i Svendborg på den mest energieffektive måde.

Eventchef Anja Mia Haas er begejstret over den store donation og den positive indvirkning, som den vil have på Rundbuehallen og Svendborg som helhed:
”Ud over de direkte fordele der sikrer en varmere temperatur i det store rum og dermed udvidelse af sæsonen, vil udviklingen af Rundbuehallen have en positiv indvirkning på Svendborg som helhed. Den forbedrede facilitet vil tiltrække større arrangementer til byen og dermed generere betydelig omsætning i andre sektorer, herunder overnatningsbranchen, restauranter, shopping og meget mere. Det er en stor glæde at opleve at SEAF igen understøtter udviklingen i Svendborg”, udtaler hun.

SvendborgEvent har med andre fondsmidler allerede investeret i akustiklofter i hallen, hvilket har forbedret lydkvaliteten og skabt en bedre oplevelse for arrangører og deltagere. Og med opsætningen af luft-til-luft-varmepumperne, kan der nu skabes endnu bedre rammer for arrangementer og tiltrækningen af disse.

Søren Bøving Andersen, bestyrelsesformand i SEAF, begrunder donationen med ordene: ”Rundbuehallen er en unik lokal ressource med stort potentiale, og vi er glade for at bidrage til dens forbedring. Med opsætning af varmepumperne understreger SEAF-fonden vigtigheden af energi- og miljøvenlige løsninger, der går hånd-i-hånd med den kulturelle udvikling”.

SEAF-donation til Rundbuehallen

Stor gevinst for Svendborg – men lang vej igen

Planerne for Rundbuehallen er store og ambitiøse. Hallen skal være et centralt punkt for erhvervsturisme i Svendborg, og bidrage til væksten af byen.

”Som administrator af Rundbuehallen stræber vi efter at fremme væksten af både byen og det lokale erhvervsliv. Ved at opgradere hallen via fondsmidler styrkes Svendborgs omdømme som et attraktivt sted for kultur- og erhvervsmæssige større begivenheder, hvilket vil tiltrække mere erhvervsturisme til byen.”, udtaler Anja Mia Haas.

På trods af de store opgraderinger i form af akustiklofter og varmepumper er der stadig lang vej igen for at realisere alle de ønsker og planer, SvendborgEvent har for den gamle værftshal. Der er behov for flere midler og partnerskaber med andre interesseorganisationer og virksomheder, der deler samme vision om at gøre Rundbuehallen til et unikt centrum for landets store begivenheder og konferencer.

Læs mere om Rundbuehallen her