Skoleskibet Georg Stage kommer til Svendborg

I dagene 15. til 17. maj kommer verdens ældste skoleskib Georg Stage til Svendborg. Skibet er verdens ældste civile skoleskib og et forbillede for mange andre skibe. Det er også verdens eneste uafhængige skoleskib, fordi det ikke tilhører en skole på land, ligesom andre skoleskibe gør.
I sommeren 1882 sejlede skibet for første gang, og siden har det været på togt hver sommer og givet mange unge en søfartuddannelse. I begyndelsen var eleverne ret unge – kun mellem 14 og 15 år.
Det første skib sejlede indtil 1934, hvor det blev besluttet at bygge et nyt skoleskib.
Det nye skib blev større, bredere og mere rummeligt, og det er det skib, der sejler i dag, og som lægger til ved Honnørkajen i Svendborg den 15. maj.
Skibet bliver liggende i 2 dage, og der vil blive mulighed for at komme en tur ombord og se, hvordan en flydende søfartskole fungerer den 15. og 16. maj fra k. 18 til 20.

DANMARK FOR MÅLENE – Global Goals Tour

SvendborgEvent og Shopping Svendborg præsenterer endnu et arrangement  i  den hidtil største oplysnings- og aktivitetskampagne for FN’s 17 verdensmål – Danmark for Målene.

Jesper Skibby er kendt som den glade dreng, der virkelig kunne køre på cykel. Han var i 90’erne en af Danmarks største cykelhelte og har kørt Tour de France hele 11 gange, hvilket ingen anden dansker kan matche. Ydermere er han eneste dansker, som har vundet en etape i verdens tre største etapeløb: Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta España.
Jesper Skibby kommer til Svendborg den 25. maj kl. 11.30, hvor han i rækken af temadage vedrørende Danmark for målene med temaet ”Sundhed for Alle”, holder et inspirerende foredrag for at få flere cykler på gaden igen.
Han fortæller om, hvordan cyklen kan blive en vigtig løftestang til at løse verdens stigende problemer med livsstilssygdomme, trængsel og klimaforandringer, om håbet for at få politikere til at sætte cyklisme på dagsordenen, så cyklen bliver det oplagte valg i hverdagen, og hvordan alle vi danskere som ”transport forbrugere” kan ændre vores vaner og gentænke cyklen ind i vores hverdag.

Jesper Skibbys foredrag foregår på Nordre Kajgade, hvor SPULT festivalen også løber af stablen fra kl. 10 til 14.

BISSEN  – Marathon Mountainbikeløb

Fredag den 17. maj (St. Bededag) afholder BISSEN MTB for 5. år i træk det populære maraton mountainbikeløb med udfordringer for alle. BISSEN MTB har base på Frederiksø, som jo er den gamle værftsø midt i Svendborg, og hvor havnemiljøet danner en autentisk og rå ramme om start og mål. De forskellige løb har navne efter titler på arbejderne fra det gamle skibsværft.

Ruten  har det bedste med fra skovene omkring Svendborg og går naturligvis også gennem selve byen. – ja, faktisk lige gennem Naturama.
Bisserne kører 3 x 25 km, Bumserne kører 2 x 25 km og Nitterne kører 25 km.
Der er også børneløb, som foregår på en lille lukket rute på Frederiksøen (JUNIOR-BISSEN).

Havnens Dag.

Havnens dag den 25. maj er en årlig begivenhed i ca. 100 “Vild med Vand-havne” i hele Danmark.
Havnens Dag er et  tilbud til lokalbefolkningen om at deltage i et hav af gratis aktiviteter, og børn, unge og voksne inviteres til havnen, hvor vandhunde kan få stillet deres nysgerrighed og prøve kræfter med netop den vandaktivitet, de går rundt og drømmer om i hverdagen.
I Rantzausminde Havn er der mulighed for at Klappe en fisk, idet de lokale fiskere har lavet et bassin med nogle af de fisk, der er fanget i Svendborg Sund. Her bliver der  mulighed for at studere fiskene på nært hold, holde dem i hånden og for eksempel se og mærke forskel på en skrubbe og en rødspætte.
Aktiviteterne er beskrevet i aktivitetskalenderen, som du finder her

SPULT FESTIVAL – fredag den 24. &  lørdag den 25. maj

SPULT Festival er en årlig begivenhed, hvor kultur og idræt smelter sammen og viser, hvad idræts- og kulturlivet i Svendborg Kommune kan. Gaderne fyldes af liv, bevægelse og stemning. Alle interesserede kan byde ind med aktiviteter.

SPULT er desuden et dynamisk netværk, hvor alle interesserede indenfor sport og kultur har vidensdeling på tværs af interesser med mulighed for udvikling i en positiv retning. Netværket består på nuværende tidspunkt af omkring 60 forskellige foreninger, klubber, institutioner, højskoler, efterskoler, kommercielle aktører m.fl. og udvides konstant med flere.Læs mere på www.spult.dk

Open Air  2019

Den 25. maj er der Open Air på Svendborgs smukke gamle stadion Høje Bøge. Det er efterhånden blevet en hyggelig tradition for mange svendborggensere. Endnu engang præsenteres et flot program med mange af danmarks populære kunstnere. Billetter kan endnu købes hos SvendborgEvent.

Open by night
Fredag den 31. maj er der Open by Night, og alle byens butikker holder åbent til kl. 22.00.
Det nyeste sommertøj er fremme i butikkerne, og hvis vejret er til det, er det tiden for indkøb af sæsonens nye bademode.
Kig også ned på Torvet, hvor Shopping Svendborg og SvendborgEvent har sørget for,  at der allerede fra kl. 15.30 vil være masser af sjov underholdning for børn, ligesom der fra samme tidpunkt er masser af god underholdning, med.: Eventyr-guitarer, Svendborg Rocks, ElsborgMaribo m.fl.

Leave a comment